Drømmefanger-workshop med Ranvita la Cour & Brigitte Maack
It´s time to catch your dreams!
Vi inviterer til en kreativ og inspirerende eftermiddag, hvor vi sætter fokus på vores drømme og livsformål – som en del af den kreative proces med at kreere en drømmefanger.
På workshoppen lærer du – trin-for-trin – at lave din egen personlige drømmefanger – under vejledning og inspiration fra Brigitte Maack og Ranvita la Cour.
Drømmefangere er et skønt symbol, som er dekorativt i dit hjem – samtidig med at det tilføjer en personlig power og symbolik, som giver dybere mening i dit liv.
Vores drømme er ikke kun dem, vi drømmer om natten. Det er også de længsler, der ligger i vores sjæl. Det er vores drømme, der driver værket – og fylder os med livsglæde og gå-på-mod!
Vi tager drømmefangerens traditionelle symbolik helt bogstaveligt, og bruger den kreative skabelsesproces som en vej til at forbinde os med vores dybeste drømme – sådan som de ser ud i vores liv lige nu.
På workshoppen laver du dit helt personlige symbol, som fremover kan støtte dig i at “fange dine drømme!” – ære dem dagligt – og gøre dem til virkelighed. Vi afslutter med et fælles tromme-ritual som indvier din drømmefanger.
Vel mødt!
Hvis du vil med næste gang vi afholder workshoppen kan du skrive dig op her:
Tilmeld dig drømmefanger-workshop her!
Medbring
Vi sørger for “basics”, dvs. pil til drømmefangerens cirkel og for den rette type snor til nettet. Øvrige materialer medbringer du selv. På den måde skaber du din helt egen, personlige drømmefanger. Der vil være mulighed for at tilkøbe diverse ekstra materialer, f.eks. fjer, men som udgangspunkt skal du selv medbringe fjer, perler og stof/skind/pels-rester, samt evt. andre dimser og dutter, du ønsker skal være en del af din drømmefanger.
Medbring evt. også dine egne favorit-snacks til at holde blodsukkeret oppe i løbet af dagen.
Næste workshop
Efterår 2017
Tid
Kl. 13.00 – 17.30
Sted
Nørreløkkevej 1, Nygård, 3000 Helsingør.
Nordsjælland
Gratis parkering på området.
Transport
Offentlig transport: Nærmeste station “Espergærde”.
Fra København: Tag Kystbanen til Espergærde Station – taxa derfra (ca. 120 kr.)
Pris: 450 kr.
Ved tilmelding betales 50 kr. i depositum som ikke refunderes ved evt. afbud, men kan videregives til andenmand.
Undervisere
Ranvita la Cour & Brigitte Maack
Tilmeld dig drømmefanger-workshop her!
Deltagerne på workshoppen laver de indledende øvelser
At lave en drømmefanger er en kreativ – og symbolsk – proces i fire trin:
Cirklen – rummet for dine drømme
Først skaber du cirklen ud af en pilegren, hvilket giver dig mulighed for at “prøve kræfter” med naturen – at forme pilen behændigt med din styrke – men også om at bøje dig for pilens “vilje”. At fange balancepunktet mellem det sted, hvor pilen bøjer sig smukt – eller knækker! Med cirklen skaber du både en åben og en lukket form; en omkransning, en ramme, et rum for dine drømme, – men også en cirkelform, som ikke har start eller slutning. Et symbol på livets uendelige flow.
Nettet – ind til kernen af dine drømme
At lave selve nettet i cirklen er som en slags mandala, hvor vi arbejder os længere og længere ind i centrum – ind til kernen af det, der får vores personlige livs-flod til at flyde. Nogle af vores drømme kan være styret “udefra” – hvad “man” mener må være en stor drøm, feks. i det miljø du færdes i. Men hvilke er dine sande “kerne-drømme” – din sjæls inderste drømme – uagtet hvad andre måtte mene eller synes?
Fjer – pryd & pynt
Til slut pyntes drømmefangeren med perler og fjer. Denne del af processen er et samarbejde mellem dig og materialerne – hvordan skal drømmen præsenteres til verden? Hvad kalder cirklen og nettet på? Hvilke fjer danser bedst sammen? Her kan vi inspirere hinanden med kreative ideer og tekniske løsninger og fif – og fornøje os over, hvor unik hver eneste drømmefanger bliver!
Indvielse – kald dine drømme til live
Med sage, tromme og rasle slutter vi dagen med et lille ritual, hvor vi indvier vores drømmefanger. Vi vækker vores drømme til live i drømmefangeren, så den fremover kan blive et symbol, der overvinder den tvivl, der eventuelt måtte dukke op, på vejen mod vores længslers opfyldelse.
På Drømmefanger-workshoppen får du anledning til at skabe et smukt og personligt stykke kunsthåndværk til dit hjem, men du skaber også et meningsfuldt og stærkt symbol, der kan støtte dig i din videre rejse som menneske. Man kan købe mange smukke og dekorative drømmefangere – men intet overgår glæden og magien (og energien) ved den drømmefanger du selv har lavet med dine egne hænder!
Glæd dig til en skøn eftermiddag med Ranvita og Brigitte – i kreativitetens magiske rum med ro og fordybelse, inspirerende samvær, hændernes syslen, tankernes vandren – og tid til dig selv og dine drømme. Og glæd dig til at hænge din helt egen drømmefanger op i dit hjem, så den kan minde dig om dine drømme og give dig mod og styrke til at leve dem.
Hvem er vi?
Ranvita la Cour har undervist i personlig udvikling, feng shui og spiritualitet i over 15 år. Har altid været drevet af en naturlig “skaberkraft” og en kraftig hang til skønhed og æstetik, psykologi og spiritualitet, som kommer til udtryk i alt, hvad hun laver.
Brigitte Maack er uddannet psykomotorisk terapeut med en baggrund i dans og teater. Har arbejdet i krydsfeltet mellem det kreative udtryk og spirituel indsigt i mange år.
Praktisk
Vi har de grundlæggende materialer med – og du medbringer selv din “pynt”, dvs. skindrester, gran, fjer, perler, etc. Dermed bliver din drømmefanger helt personlig. Fjer kan du samle i naturen eller evt. købe i Panduro Hobby eller Båndsalonen, Larsbjørnstræde, Kbh. K.
Medbring gerne
Saks (og evt. limpistol, hvis du har).
Stofrester i farver du kan lide
Perler
Snor og bånd/bændler
Fjer, du f.eks. har fundet i skov og strand (eller købt)
Skind og pels rester
Vi har ekstra materialer med, som du kan tilkøbe efter behov, f.eks. særligt store fjer, specielle fjer, udsmykningsdele, etc.
Tilmeld dig drømmefanger-workshop her!
Deltagerne skaber deres første drømmefangercirkel i pil
Undervisningsted
Workshoppen afholdes i skønne og hyggelige lokaler hos Skolen for Psykosomatik, Nørreløkkevej 1, 3000 Helsingør. Bus 354 fra Espergærde Station (næsten) til døren.
Øvrige drømmefanger-workshops
Til biblioteker, virksomheder, foreninger, festivaler, medarbejder-events, o.lign.: Vi kommer gerne ud til jer! Kontakt os på brigittemaack@yahoo.de eller info@ranvita.com.