Da jeg tømte opvaskemaskinen her til aften slog det mig hvor aldeles uordenligt, der er på min tekophylde. Eller i min bestikskuffe, for den sags skyld.
Der er virkelig ikke enstemmighed.
Der er næsten ikke to kopper eller gafler der er ens.
Først kom Fru Ordentlig og hakkede på mig; “Hold op, et rodehoved, du er! – der er jo slet ikke nogen konsekvent stil …!”
Så kom Hr. Kritiker med et par venlige ord; “Du er virkelig ikke særlig tjekket … synes du ikke, du skulle se at tage dig lidt sammen?”
Men så gik det op for mig.
Det er helt, som det skal være.
Jeg kan i virkeligheden bedst lide det sådan.
Hvis jeg kiggede ned i en bestikskuffe med 12 ens knive og gafler ville jeg kede mig ihjel.
Jeg kan lide at blive vækket. Overrasket. Udfordret.
Hvis jeg så på 6 ens krus på min tekop-hylde ville jeg føle mig stavnsbundet, tvangsindlagt og klaustrofobisk, ufri og fanget.
Når jeg ser på mine dansende krus i alle mulige – og umulige stilarter – så vågner jeg op.
Jeg SER.
Oplever.
Går på opdagelse.
Mærker verden og dens særheder.
Det kan godt være, at Bo Bedre er skredet i mellemtiden, men så må jeg drikke et krus øl med naboen i stedet.
Og mens jeg stillede de uens kopper op på hylden som et umage symfoniorkester, mindede det mig om min lærer på Filmskolen, som på vores allerførste skoledag, tilbage i forhistoriske 1992, som en mindre bibebemærkning i åbningstalen pludselig sagde; “Uenighed er interessant. Enighed er … kedeligt”.
Jeg blev fuldstændig paf.
Hvade jeg hørt rigtigt?
Havde han ikke talt forkert? Han måtte da vel mene, at uenighed er kedeligt? For hvem bryder sig med fuldt overlæg om at være uenig med nogen?
Men nej, den var var god nok.
Jeg havde ikke hørt forkert.
Men for en person, der elsker, at alle omkring hende har det godt og hygger sig, og at ingen er uvenner og at alle er enige, og søde og rare og venlige ved hinanden, så føltes bare tanken om uenighed næsten direkte ubehagelig. Hele mit liv havde jeg mest forsøgt at undgå uenighed og til gengæld stræbt efter enighed, som om der var en særlig præmie i den anden ende, for god opførsel.
Og så stod der pludselig en klog og karismatisk mand og fortalte mig – en dengang 21-årig harmonisøgende pleaser – at enighed er kedeligt, og at uenighed er interessant.
Første skoledag.
Så var stilen ligesom lagt.
Og da jeg her til aften undrede mig over den blandede landhandel af kopper, gafler og tallerkener, som virkelig ville være en multi-etnisk skoleklasse, hvis der var tale om børn og ikke gafler, så gik det op for mig, at det ikke kun er enighed, der er kedeligt.
Ensartethed er også kedeligt.
Harmonisk, ja – men også lidt kedeligt.
U-ensartethed er mere interessant.
Også i bestikskuffen.
Det holder os vågne, i live, og til ilden.
Og så må jeg bare leve med, at jeg aldrig kommer til at dække et julebord hos Royal Copenhagen!
foto@ranvitalacour